Billeje i udlandet

bil på vej

Når det gælder friheden til at rejse i sit eget tempo, er der ikke noget bedre end billeje i udlandet. Uanset om du planlægger et lang roadtrip gennem øde landskaber, eller du blot har brug for en bil til at komme nemt rundt i et byområde eller til nærmeste strand, er en lejbil perfekt. Der er dog en række ting, du skal huske for at få en problemfri oplevelse med billeje i udlandet.

På denne side finder du alt, hvad du behøver at vide, når du skal leje en bil i udlandet. Det inkluderer vigtige emner som forsikring, selvrisiko, kreditkort, aldersgrænser og krav til kørekort. Du får også et par tips til at undgå de faldgruber, der kan være ved billeje i udlandet, samt nyttige råd til at gøre hele lejeprocessen så smidig og billig som muligt.

Tjek din forsikring

Hvad enten det gælder billeje i udlandet eller herhjemme, er det essentielt at have styr på forsikringen af din lejebil. Du kan trygt bestille billig billeje i søgemaskinen her på siden, da alle de lovpligtige forsikringer er inkluderet. Det vil sige kaskoforsikring (Loss Damage Waiver), ansvarsforsikring (Liability Insurance) og selvrisikoforsikring (Excess).

Du bør i det hele taget altid læse forsikringsbetingelserne for din lejebil nøje. Så ved du, hvad der er dækket, og hvad der ikke er indeholdt i de lovpligtige forsikringer. Hvis du i forvejen har en rejseforsikring, kan du også med fordel hjemmefra undersøge, om den eventuelt dækker billeje i udlandet. Din egen bilforsikring omfatter ikke lejebiler. Du kan desuden have relevante forsikringer hos din kreditkortudbyder. Nogle kort inkluderer således kaskoforsikring eller anden dækning, når du bruger dem til at betale for din lejebil i udlandet.

Læs mere om forsikringer på lejebiler i udlandet her

Selvrisiko

Det vil fremgå af lejekontrakten, hvor stor din selvrisiko er. Den er ofte ret høj. Selvrisikoen er den del af en eventuel skade, du pådrager lejebilen, som du skal betale. Normalt udgør selvrisikoen størstedelen af det beløb, du deponerer ved udlevering af lejebilen (reserveres på dit kreditkort). Omkostninger ved en skade der overstiger dette selvrisiko-beløb, dækkes af biludlejningsselskaberne.

Du kan vælge at tegne en fuld forsikring med lav eller slet ingen selvrisiko, hvilket vi altid anbefaler ved billeje i udlandet. Så kan du nyde din lejebil uden bekymringer om, at en lille bule eller et større uheld bliver en dyr fornøjelse. Det er selvfølgelig en afvejning, om du synes at den dyrere, fulde forsikring er denne sjælefred værd. Men faktisk er prisforskellen på at leje bil i udlandet med eller uden selvrisiko ofte relativ lille.

Bemærk dog, at prisen for en fuld forsikring uden selvrisiko ofte er markant højere, hvis du først tegner denne ved udleveringen af lejebilen end i forbindelse med bestillingen. Det er der for en fordel at tegne den fulde forsikring allerede, når du booker din lejebil. Så har du også god tid til at læse forsikringens betingelser grundigt igennem. Når du står på udlejningskontoret, har du måske travlt med at komme videre. Selv da bør du dog tjekke efter, at vilkårene som de fremgår af din bestilling, stemmer med dem på udleveringsblanketten, som du underskriver, når du henter bilen.

Med styr på forsikringerne kan du nyde din lejebil med ro i sindet. Billede: DALL·E

Husk kreditkort til billeje i udlandet

Stort set alle biludlejningsfirmaer i udlandet kræver, at du bruger et kreditkort til din reservation og til depositum. Sørg derfor for, at dit kreditkort har tilstrækkelig kredit til at dække depositummet, som typisk ikke hæves, men dog blokeres på kortet under hele lejeperioden og lidt tid efter. Kreditkortet som benyttes til dette, skal være i den primære chaufførs navn – også selvom du har tegnet forsikring uden selvrisiko.

En vigtig bemærkning til dig, som kun har et Visa-Dankort: Mange af os tænker nok på dette som et kreditkort, men mange biludlejningsfirmaer i udlandet betragter det som et debetkort/betalingskort. Det skyldes, at det er kort, hvor beløbet trækkes på din konto umiddelbart efter køb og i princippet ikke kan overstige det indestående, du har på kontoen. Et kreditkort er derimod et kort, hvor udsteder (f.eks. MasterCard, Diners eller Eurocard) stiller et kreditbeløb/lån til rådighed for dig som kortindehaver.

Hvis du ikke har et kreditkort med, vil udlejeren som regel enten ikke leje en bil til dig eller (mere sandsynligt) kræve, at du betaler for en ekstra forsikring.

En sidste ting angående kreditkort: På en rejse i udlandet har du måske tænkt dig at bruge det til også at betale for andet end bare lejebilen. Da skal du være obs på, at det depositum, som biludlejeren reserverer på dit kreditkort, i lejeperioden fratrækkes den kredit, du har til rådighed på kortet. Vær altså opmærksom på, at du hurtigere vil ramme kortets beløbsgrænse.

Mere information om billeje og kreditkort

Aldersgrænser for billeje i udlandet

Aldersgrænsen for at leje en bil kan variere fra land til land og fra udlejer til udlejer. Er du under 25 år eller over 70, skal du være opmærksom på, at der i nogle lande og hos nogle biludlejere er særlige betingelser for at leje en bil i udlandet. Det gælder især for de unge billister.

For det første skal du normalt være mindst 21 år gammel for at leje en bil i udlandet. Derudover pålægges din lejepris der ofte et ekstra gebyr, hvis du som chauffør er under 25 år. Det er ikke ligeså almindeligt, at ældre billejere pålægges ekstra gebyrer. Men det sker dog i nogle tilfælde, hvis du er over 70 år.

Der er enkelte lande, hvor biludlejningsfirmaerne har en øvre aldergrænse på deres kunder. Samme biludlejer kan dog have forskellige aldergrænser alt efter, hvilket land det drejer sig om. Er du over 70 år, anbefaler vi derfor, at du for en sikkerheds skyld tjekker de specifikke alderskrav for det land og det firma, du planlægger at leje hos, for at undgå overraskelser ved afhentningen.

Læs mere om alder når du lejer bil

Billeje når man er over 70 år eller under 21 år
Alder behøver ikke være en hindring for at leje en bil.

Kørekort

Når du lejer en bil i udlandet, skal du naturligvis have et gyldigt kørekort fra dit hjemland. Der er desuden ofte krav om, at du har haft dit kørekort i en vis periode, typisk mindst i ét år. Dit danske kørekort gælder i hele EU, samt Schweiz og de tre EØS-lande (Island, Norge og Liechtenstein). I lande uden for EU skal du muligvis også have et internationalt kørekort (International Driving Permit (IDP)) for at få lov at leje en bil.

Det internationale kørekort fungerer blot som en officiel oversættelse af dit nationale kørekort. Det er altså ikke en erstatning for dit almindelige kørekort. Derfor skal du også altid medbringe dit almindelige kørekort, når du skal leje en bil i udlandet. Du kan kun få udstedt et internationalt kørekort, hvis du har et gyldigt dansk kørekort.

Du kan få dit internationale kørekort hos borgerservice. Det er kun gyldigt i 1 år fra udstedelsesdatoen.

Tilbagebetaling af depositum

Depositummet, du betaler ved leje af en bil i udlandet, fungerer ikke kun som dækning for selvrisiko i tilfælde af skader. Det bruges også af udlejningsfirmaet som sikkerhed for andre uventede udgifter. Det kan inkludere ekstra kilometer, der er kørt ud over den aftalte grænse, manglende optankning af bilen ved aflevering eller eventuelle gebyrer for at videresende bøder, du har modtaget under lejeperioden.

Lejekontrakten vil normalt indeholde en beskrivelse af, hvornår og hvordan depositummet tilbagebetales / frigives fra dit kreditkort. Her kan du også læse betingelserne for at få hele depositummet tilbage.

Hvis biludlejningsfirmaet tilbageholder en del af dit depositum, har du altid ret til at se dokumentation for de udgifter, de har fratrukket. Dette kan være kvitteringer, bøder eller andre relevante dokumenter, der underbygger firmaets krav. Sørg for at kræve denne dokumentation, hvis du er i tvivl om de træk, der er foretaget fra dit depositum.

Bøder i udlandet

Får du en bøde i udlandet (hvor du betaler med det samme), vil det lokale politi eller de relevante myndigheder typisk sende bøden direkte til biludlejningsfirmaet, da bilen er registreret i deres navn. Det sker for eksempel, hvis du har overtrådt en miljøzoner, eller du bliver blitzet i en fartkontrol.

Udlejningsfirmaet vil derefter videresende bøden til dig som lejer af bilen. Ofte vil de også pålægge et administrationsgebyr for at håndtere bøden, hvilket kan variere afhængigt af firmaet. Du vil modtage en meddelelse fra udlejningsfirmaet med oplysninger om bøden, og hvordan du kan betale den. Det er vigtigt at betale bøden hurtigt for at undgå yderligere gebyrer eller retlige skridt.

Nogle udlejningsfirmaer vil automatisk trække bødebeløbet og administrationsgebyret fra dit kreditkort, så sørg for at tjekke dine kontoudtog nøje. Hvis du mener, at bøden er uretmæssigt, har du mulighed for at appellere bøden gennem de relevante lokale myndigheder. Det kan dog være en tidskrævende proces, især hvis du allerede er rejst hjem.

Hvad gør jeg ved uheld med lejebil i udlandet?

Både hvis din lejebil får mekaniske problemer, eller du er involveret i et uheld, er det vigtigt, at du følger biludlejerens instrukser. Det vil sige, at du skal for eksempel ikke på egen hånd arrangere at få en defekt lejebil i udlandet repareret uden, at biludlejningfirmaet har givet sin (skriftlige) godkendelse. Ellers risikerer du, at de ikke vil dække dine udgifter.

Ved uheld – både små sammenstød og større ulykker – bør du også kontakte biludlejningsfirmaet og forsikringsselskabet. Ligesom ved uheld herhjemme, skal du huske for at få noteret navn og adresse på alle andre involverede parter i uheldet. Måske synes du ikke det er nødvendigt at involvere politiet, men vær dog opmærksom på, at det kan være et krav, at der bliver optaget politirapport, hvis forsikringen skal dække uheldet.

Hvis du vil klage

Vil du klage over din lejebil eller andet i forbindelse med billejen, skal du starte med at henvende dig (skriftligt) til udlejningsfirmaet. Sørg for at dokumentere alle problemer og gem en kopi af kommunikationen med udlejningsfirmaet.

Får du et problem med en lejebil i Europa, og har du allerede forgæves forsøgt at finde en tilfredsstillende løsning med udlejeren, har du i mange tilfælde også mulighed for at gå videre til et klagenævn for europæiske udlejningsvirksomheder, European Car Rental Conciliation Service (ECRCS). Avis, Budget, Europcar, Enterprise, Hertz, Sixt og en række andre biludlejningsfirmaer er tilknyttet dette klagenævn. De har forpligtiget sig til at følge de afgørelser, som træffes af klagenævnet. Det koster ikke noget at indgive en klage. Du kan også kontakte Forbruger Europa og få gratis rådgivning og klagevejledning.

Bemærk, at der ikke er fælles regler i EU for udleje af biler. Selvom du måske er vant til at leje en bil på ferierne i Spanien, kan du ikke regne med, at de helt samme vilkår og regler gælder i alle andre EU-lande.

Inden du underskriver en kontrakt på billeje i udlandet, bør du derfor altid læse den grundigt. Sørg for at spørge personalet, hvis der er noget, du ikke forstår. Selvom det kan være fristende bare at skrive under for at komme videre på rejsen, er det vigtigt at protestere over vilkår, du er uenig i. Ellers kan det være sværere at få medhold i en klage efterfølgende.

Undgå faldgruberne

Langt de fleste har heldigvis en god og problemfri oplevelse, når de lejer en bil i udlandet. Men alligevel er det en god ide at være opmærksom på potentielle faldgruber og de ufine forretningsmetoder, som nogle udlejningsfirmaer desværre bruger for at klemme lidt ekstra penge ud af dig.

Det er naturligvis en forsimplet generalisering, men det er især blandt de billigste biludlejningsselskaber, at man kan opleve et pres for at købe unødvendige forsikringer osv. ved afhentningen af bilen. Her berette danske kunder, at udlejerens begrundelse ofte er, at de ikke anerkender Visa/Dankort som et kreditkort (se afsnittet ovenfor om kreditkort).

Ønsker du at få din lejebil uden først at skulle diskutere forsikringer og andre “tilbud” med personalet ved skranken, kan det ofte betale sig at betale lidt ekstra for din lejebil hos et af de større, mere velrenommerede selskaber fremfor at gå efter den allerbilligste lejepris.

Husk også, at hvis biludlejeren i forbindelse med udleveringen forsøger at spise dig af med en lejebil i en mindre klasse, end du havde bestilt, har du ret til et prisafslag. Omvendt kan udlejeren ikke kræve ekstra betaling, hvis du opgraderes til en større lejebil. Igen er det vigtigt straks (og før du underskriver) at gøre opmærksom på, at du ikke vil acceptere en mindre lejebil eller en dyrere opgradering.

Udover unødvendige forsikringer er det især urimelige skadesopgørelser, som billejekunder klager over. Et godt råd er derfor: tag talrige billeder af bilen både ved afhentning og aflevering. Spotter du skader ved afhentningen, skal du sikre dig, at de allerede er anført på kontrolrapporten, som typisk følger med udleveringsblanketten. Det gælder ikke kun store buler, men alle ridser, stenslag og andre mindre tegn på skader. Notér også kilometerantal, brændstof på kontrolrapporten og sørg for at få en kopi af denne.

Få fuld frihed med billeje
Få fuld frihed med billeje i udlandet.

En fordel at bestille billeje i udlandet hjemmefra

Et af bedste tips, når du skal bruge billig billeje i udlandet, er at bestille den hjemmefra. Så har du bedst mulighed for at sammenligne priser og betingelser fra de forskellige udlejningsfirmaer i ro og mag. Det er den bedste mulighed for at få den bedste pris på den bil, der passer til dine behov og budget. Desuden kan du ved at bestille din billeje i søgmaskinen her på siden ofte drage fordel af online rabatter og kampagner. I søgemaskinen her på Billeje.info kan du med få klik sammenligne priser fra Avis, Europcar, Budget, Hertz og Sixt og en lang række andre biludlejningsfirmaer.

En anden væsentlig fordel ved at bestille din billeje hjemmefra er, at du sikrer dig, at der er en bil tilgængelig. Det er især vigtigt i de travle rejseperioder som for eksempel sommerferien. På de populære destinationer er der ofte rift om de billige lejebiler. Møder du blot op uden en reservation, kan du risikere, at der er helt udsolgt.

Endelig giver forudbestilling af biludlejning i udlandet dig også bedst chance for at vælge præcis den bilmodel, du foretrækker. Alt i alt får du mere kontrol, flere valgmuligheder og ofte en langt bedre pris ved benytte søgemaskinen her på Billeje.info.

Du kan finde flere gode praktiske tips til billeje i udlandet (og herhjemme) i vores FAQ – med svar på ofte stillede spørgsmål om billeje.

>> Find den billigste lejebil << Find Billeje her --> Sammenlign priser her!